Campingrejselitteratur
Hos Campisterne.dk modtog vi den 4. december 2010 en nyudgivet, interessant og anderledes bog om campingferie, som forfatteren Bo Marschner ser og oplever den:
Klik på på billederne for at se større udgave af bogens forside og bagside.
Bogen, En bevægelig fest – strejftog i campingferiens livsform og landskaber, består af 15 essays, skrevet med den hensigt at tilføre camping som ferieform nogle delvis glemte kvaliteter.
Alle kan læse med, for bogen handler om noget grundlæggende ved at rejse og leve på feltfod. Om at slippe al hjemlig, indendørs rutine og komfort, at rejse med let bagage. En teltvogn kan være sagen. Om at leve naturligt, i nuet, og opleve hvad der byder sig til. Bogen er altså ikke en turistfører, selv om den i visse afsnit er lige så konkret som en sådan. Bogens strejftog åbner i stedet en række indfaldsveje til nogle af rejsens særlige attraktioner, som har at gøre med helt almindelige, virkelighedsnære forhold.
Der fortælles derfor også om planlægning og forberedelser, for en rejse begynder hjemme, i god tid, og slutter med eftertanke om de erfaringer rejsen har givet. Dens tiltrækning beror selvfølgelig på den umiddelbare oplevelse af alt det mageløse i det fremmede. Her: Frankrig og Italien. Men næsten lige så meget handler det måske om at få øje på og indprente sig små og hverdagsagtige detaljer, som man dér møder i nye og anderledes former.
Bo Marschners bog, En bevægelig fest, ISBN 978-87-7114-611-0, er udkommet i 2010 på forlaget Books on Demand GmbH, København, Danmark, og har på udgivelsestidspunktet en vejl. salgspris på 145,- kr.
Opdateret: 18. november 2018